Parodontitis

Hvis tandkødsbetændelsen ikke behandles, kan den brede sig ud og ødelægge tandens fibre og den knogle, som tanden sidder i. Hvis der på denne måde er sket skade på det omgivende væv, er der tale om parodontitis. Ved parodontitis findes der unormalt dybe tandkødslommer. Dette gør det sværere at holde tænderne rene, da bakterier og tandsten kan sætte sig under tandkødet og på den måde forværre tilstanden. Ved fremskreden paradentose bliver tænderne løse; de kan flytte sig i tandrækken, og i sidste ende kan de mistes. Parodontitis opstår oftest hos personer i 30-40-årsalderen.

 

Behandling af parodontitis

Behandlingen sigter på at standse sygdommen, så tænderne ikke mister mere fæste. Ved en tandrodsrensning fjernes tandsten og bakterier i tandkødslommen fjernes og den blottede del af rodoverfladerne afglattes. Hvis tandkødslommerne er meget dybe, kan det være nødvendigt at foretage en paradentoseoperation. Denne type operation foregår altid i lokalbedøvelse og har til formål at reducere tandkødslommerne, give mulighed for at rense ellers meget vanskeligt tilgængelige dele af rodoverfladen, samt fjerne kronisk betændelsesvæv. Indgrebet er normalt ret beskedent og uden større efterfølgende gener.