Hvad er caries?

Caries (huller i tænderne) er den bedst kendte tandsygdom. Caries opstår som følge af bakteriebelægninger på tandens overfalde. Bakterierne omsætter sukkerstofferne fra kosten til syre, der kan opløse tandens emalje og dermed give bakterierne mulighed for at trænge ind i tanden.

 

Behandling af Caries

Behandling af caries afhænger af hvor fremskredent forløbet er:
Til at begynde med ses der kun et overfladisk angreb i den yderste emalje, der kan behandles med fluorlak og en god mundhygiejne derhjemme. God tandbørstning og tandtråd regelmæssigt er vigtigt, hvis tilstanden skal gå i sig selv igen.
Hvis bakterierne er trængt igennem emaljen til dentinen (også kaldet tandbenet) er det som regel nødvendigt at bore det syge væv væk og lave en fyldning. Oftest vil fyldningen være i plast, men hvis tanden er meget destrueret, kan det blive nødvendigt med et støbt indlæg eller en tandkrone.
Er hullet nået ind til tandens nerve er det nødvendigt at foretage en behandling af nerven, før der laves en fyldning. En rodbehandling af tanden er nødvendig fordi nerven er inficeret (betændt) af de bakterier, der er trængt ind i tanden og denne infektion ikke forsvinder af sig selv.